Denne artikel er primært skrevet af Søren Jensen, jeg, Thomas, har dog tilladt mig (med tilladelse fra Søren) at tilføje nogle ting til artiklen efterfølgende.
Så er OS4 (den nye længe ventede store opdatering til Iphone og Ipod Touch) endelig kommet.
Jeg vil skrive lidt om de nye funktioner, som jeg har læst mig frem til, og som jeg har kunnet nå at afprøve her til aften. Jeg vil starte med de mange nye forbederinger i Voiceover, og derefter de andre ting jeg kender til:
Hvad nyt i Voiceover?
Der er sket så mange fantastiske ting med Voiceover, så det nærmest føles som en helt ny telefon. Der er så mange nye ting, så jeg nok ikke får dem alle med, men så kommer de med i en senere artikel:
En ny måde at skrive på med Voiceover:
Nu er der kommet en ny måde at skrive på med Voiceover. Før skulle man enten finde bogstavet man ville skrive, løfte fingeren og trykke to gange for at skrive bogstavet, eller også kunne man holde fingeren stille på bogstavet, og bekræfte sit valg med en anden finger. Nu kan man vælge en ny måde at skrive på, som kaldes “Touch typing” på engelsk, men som desværre er oversat til “punktskrift” på dansk, hvilket forvirrede mig meget i starten, da det ikke har noget med punktskrift at gøre.
Touch typing fungerer næsten på samme måde som folk der ikke bruger Voiceover vil skrive på: Man kører fingeren rundt på skærmen indtil man har fundet det bogstav man vil skrive, og når man så løfter fingeren, så bliver det valgte bogstav skrevet. Hvis man kan huske hvor de forskellige bogstaver ligger på skærmen, kan man også bare røre ved bogstavet, vente omkring et milli-sekund og løfte fingeren for at skrive bogstavet. Man kan altså ikke bare røre bogstavet, på samme måde som de seende, hvor bogstavet bliver skrevet lige efter man har rørt det.
Jeg synes det er meget lettere at skrive med Touch typing, når man lige har vennet sig til hvordan det fungere. Man kan vælge denne skrivemåde via rotoren i et skrivefelt.
Punktskrift (Braille):
Nu kan man koble et puntdisplay sammen med sin Iphone via Bluetooth. IOS4 har en dansk tegntabel, understøtter danske forkortelser og du kan fjernstyre telefonen fra dit punktdisplay. Jeg synes denne funktion er ubeskrivelig imponerende. En dansk tegntabel er vi nødt til at have, elers ville det være frustrerende at læse på displayet. Men jeg er vildt imponeret over, at den også understøtter danske forkortelser, og at man kan fjernstyre telefonen fra displayet. Dette åbner for en masse fantastiske muligheder, som jeg vil skrive om i en anden artikel.
Du kan finde denne fantastiske funktion under Voiceover indstillingerne. Hvis du vil finde ud af hvordan du kan fjernstyre din Iphone fra dit display, så prøv at gå ind i “udfør Voiceover bevæbelser” og bare tryk løs for at finde ud af hvad det kan.
Bemærkes skal det dog, at tabellen desværre ikke endnu understøtter 8-punkt, derfor er der en del tegn, som ikke kan skrives fra displayet. Jeg har også haft lidt problemer med at få Voiceover til at godtage tal, hvis jeg skrev for langsomt. Det er dog genialt, at man kan låse sin Iphone, hvorefter displayet bliver koblet fra. Så snart der sker noget, hvis man får en sms eller lignende, så finder Voiceover og displayet selv hinanden igen. Displayet skal naturligvis være tændt. Det er også rart at kunne slå talen fra og navigere udelukkende ved hjælp af sit display. Dog medføre dette, at tastaturet forsvinder fra skærmen på Iphonen, hvilket giver problemer fordi der endnu ikke findes tegn for snabel-a etc. Men mulighederne med punktdisplays og det at man kan skrive forkortet punktskrift er helt unikke og fantastiske. Dette blot for at forklare, at det ikke er helt perfekt, men et supergodt skud i første forsøg.
Nye Voiceover bevægelser:
Der er kommet nogle nye Voiceover bevægelser, som er følgende:
Tryk tre gange med en finger: dobbelt klikke på det valgte ikon
Knibe ud og ind: Vælger og fravælger en tekst. Bruges til at markere en tekst til kopiering eller flytning. Jeg synes denne bevægelse er utrolig svær. Man skal nærmest skubbe fingrene væk fra hinanden eller mod hinanden i hurtige bevægelser.
Svirpe op eller ned med fire fingre: Flytter til toppen eller bunden af skærmbilledet. Denne bevægelse er faktisk umulig at udføre, hvis man har lidt tykke fingre, da skærmen ikke er særlig bred.
Sprog:
Nu kan man vælge at skifte til en anden stemme med rotoren, ved at drej rotoren til “Sprog,” og svirp op eller ned for at vælge et andet sprog. Man kan tilføje de sprog man ønsker at skifte mellem i Voiceover indstillingerne. Denne funktion er bare fantastisk. Nu behøver vi ikke skifte hele telefonens sprog for at få den til at læse engelsk. Denne funktion vil jeg komme til at bruge hver eneste dag!
Rotoren:
Rotoren har nu fået sit eget punkt under indstillingerne for Voiceover. Her kan du selv vælge, hvilke funktioner og muligheder du har brug for. Hvis du synes rotoren har alt for mange funktioner, så kan du bare slå de funktioner fra, som du aldrig bruger.
Generelle forbrderinger i Voiceover:
Voiceover er på mange andre måder blevet forbedret. Den er bedre til at sige overskrifter, den har fået tonelege så man kan høre forskel på de forskellige ting den læser op og nu læser den endelig tal parvis i telefonnumre. Der er sket en masse små andre forbedringer i Voiceover, som du vil finde ud af undervejs. Overskrifter etc. bliver også vist på dit punktdisplay, hvis du har koblet sådan et til.
Andre nyheder i IOS4:
Multitasking:
Nu kan Iphone endelig multitaske, hvilket ser ud til at fungere rigtig godt. Meget kort fortalt, så fungerer det på følgende måde:
Når du trykker på hjem knappen, så kommer du ud på hovedskærmen, men programmet du lige har forladt ligger stadig og kører i baggrunden. For at åbne joblisten over de kørende programmer, skal du trykke på hjem knappen to gange. Her kan du se alle de kørende programmer. For at lukke et eller flere programmer, skal du trykke to gange på samme måde som når du åbner et program, men bliv ved med at holde fingeren på skærmen, indtil du hører tre toner, og Voiceover siger “Rediger prog.” Her kan du dobbelt trykke på de programmer du vil lukke. Når du har lukket de programmer du vil lukke, skal du trykke på hjem knappen igen for at vende tilbage.
I starten er det en lidt besværlig måde at gøre det på, men når man lige har vennet sig til det, så fungerer det helt fint. Jeg synes det er fantastisk, at Iphone nu kan multitaske. Jeg vil nok personligt bruge multitasking sammen med gps programmer.
Tilslutning af Bluetooth tastatur:
Nu kan man tilslutte et Bluetooth tastatur, hvis man skal skrive længere beskeder, notater eller andre ting på sin Iphone eller Ipod Touch. Dette er en helt fantastisk ting, som jeg glæder mig meget til at prøve.
Organisering og oprettelse af mapper:
Nu kan man flytte de mange programmer sammen, hvor de derefter automatisk vil blive lagt i forskellige mapper. Jeg har ikke fået denne funktion til at virke endnu, men jeg synes det lyder som en fantastisk ide, da man muligvis på denne måde bedre kan holde styr på sine programmer. Selv har jeg seks sider med programmer, og det kan da sommetider være svært at holde styr på hvad der er hvad.
Forbedringer i Mail:
Mail er forbedret på mange områder. Jeg vil ikke skrive meget mere om dette på nuværrende tidspunkt, da jeg ikke har læst ret meget om de nye forbedringer.
Thomas Dalgaards kommentarer:
Dog kan det nævnes, at det ser ud til at fungere fint sammen med punktdisplays.
Konklusion:
Jeg er vildt imponeret over IOS4. Den gør min Iphone til en helt ny telefon, og den byder på så mange fantastiske nye funktioner. Jeg har slet ikke fået alle de nye funktioner med, da jeg ikke har haft meget tid til at kigge på den nye opdatering inden jeg skrev denne artikel, men jeg er sikker på der står meget mere på Apples hjemmeside.
Jeg er imponeret over, hvor god Apple er til at opfylde mange af brugernes ønsker. Det er fx ikke alle fejl i Voiceover der er rettet endnu, men for mig gør det ikke så meget, da IOS4 i det hele taget har så mange nye funktioner og forbedringer at byde på.
Flere tips og tricks vil sikkert følge denne artikel, så du har som læser kun set toppen af isbjerget.