Apple Mail: løsningsforslag hvis Mail bliver langsom eller på anden måde opfører sig anderledes end vanligt

Jeg deler denne information, da jeg hen over sommeren oplevede flere problemer med Apple Mail på min Mac.

Jeg oplevede blandt andet følgende problemer:

  • Mail kunne ikke finde beskeder, når jeg søgte efter dem via Mails søgefunktion. Det var muligt at finde beskederne, hvis jeg søgte fra min iPhone.
  • Når Mail blev åbnet plejede jeg altid at befinde mig på den sidste mail, som jeg havde markeret. Pludselig blev fokus altid flyttet til toppen af listen over mails.
  • Mail var meget langsom ved generel brug. Det gjaldt både læsning og skrivning. Dette skete periodisk, og jeg kunne ikke fremprovokere det.

Efter at have forhørt mig i forskellige fora var jeg så småt ved at indstille mig på, at en geninstallation af min Mac nok ville være det, som kunne løse mine problemer. Heldigvis fandt jeg denne artikel på engelsk, som gav en løsning til en ældre udgave af Apple Mail. Løsningen handler om, at man får Apple Mail til at indeksere alle mails fra samtlige postkasser i Mail igen. Jeg havde ikke de store forhåbninger, men prøvede løsningen, som overraskende løste samtlige mine problemer med Mail.

jeg deler derfor løsningen herunder i en dansk udgave.

Løsning på mine problemer med Mail

Løsningen på engelsk som jeg beskrev ovenfor er beregnet til en ældre version af Mail, hvorfor jeg har tilladt mig at omskrive den lidt, så den også kan bruges i nyere udgaver af Mail.

Du skal gøre følgende:

  1. Afslut Mail før du fortsætter.

  2. Åbn Finder og tryk kommando-shift-g.

    Skriv følgende kommando og tryk retur:

    ~/Library/Mail/

  3. Åbn nu mappen som hedder: VX. X er et tal. På min computer med Mac OS Catalina installeret hedder mappen eksempelvis: V7. Men den hedder sikkert et andet tal på nyere computere.

  4. I mappen VX skal du finde og åbne mappen: MailData.

  5. Marker nu filerne som hedder: Envelope index.

  6. Kopier filerne med kommando-c. Opret eksempelvis en mappe til dem på dit skrivebord, eller hvor du måtte foretrække det.

  7. Når filerne er kopieret til en ny mappe, skal du slette dem fra mappen MailData.

  8. Åbn nu Mail.

  9. Mail vil fortælle dig, at dine beskeder skal importeres, før du kan fortsætte. Find og aktivér knappen: Fortsæt.

    Hvis du har mange E-mails og disse er opsat via IMAP, så vil det tage lidt tid både at importere dine mails, og efterfølgende at hente dem ned i Mail igen. Du kan roligt forlade din computer i et stykke tid.

  10. Når importen er afsluttet vil Mail åbne som normalt. Fokus er i indbakken.

Resultatet er, at jeg nu har en meget hurtig Mail-klient igen og det til trods for at alle mine mailkonti er opsat via IMAP, hvilket betyder at Mail skal søge efter og konstant synkronisere postkassernes indhold med min mailudbyders server. Men det mærker jeg ikke meget til længere.

Ovenstående løsningsforslag er naturligvis på eget ansvar, men jeg håber det hjælper dig, som oplever at Mail føles meget langsom, eller blot ikke virker som normalt.

Rigtig god fornøjelse.

Dette indlæg blev udgivet i Mac OS og tagget , . Bogmærk permalinket.

One Response to Apple Mail: løsningsforslag hvis Mail bliver langsom eller på anden måde opfører sig anderledes end vanligt

  1. Casey Miller skriver:

    Wow, your article was a treasure trove of insights! It’s evident that you’re not only knowledgeable but also care deeply about your readers’ understanding. Your thoughtful approach to this post is much appreciated!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *