Apple Intelligence med iOS 26.1 –Forklaring over funktionerne i brug med VoiceOver

Skrevet af Christian Flemming Jensen, IT konsulent med speciale indenfor tilgængelighed og brug af skærmlæsere hos Inqlude IT\
Publiceret den 11. november 2025

Cfj [at] inqludeit [dot] dk

Følg Christian på LinkedIn

Det kan du læse om i artiklen

Resumé

Apple Intelligence er nu langt om længe blevet tilgængelig i Danmark med iOS 26.1, hvilket giver din iPhone en række nye muligheder.

iOS 26.1 tilbyder nu, næsten adgang til alle Apple Intelligence funktioner, men for at bruge Apple Intelligence, er der nogle bestemte krav din iPhone. skal opfylde. For at få adgang skal du have minimum en iPhone 15 Pro, iPhone 16 eller iPhone 17-model, og sørge for at have opdateret til iOS 26.1 eller nyere.

Apple Intelligence vil som standard være slået til, men kan også manuelt slås til eller fra under Indstillinger > Apple Intelligence & Siri, flyt herinde ned til skift tasten Apple Intelligence, og slå den enten til eller fra for at bruge AI-funktionen.

ChatGPT — Forbedrer din oplevelse med Apple Intelligence

Din iPhone kan samarbejde med ChatGPT for at få de bedste resultater med Apple Intelligence.

Når din iPhone bruges med ChatGPT, kan den gøre mere for dig.

Siri arbejder sammen med ChatGPT

Apple Intelligence er integreret med Siri, hvilket giver mere dybdegående Siri-svar og indblik i fotos og dokumenter.

Det praktiske ved at Siri arbejder sammen med ChatGPT, er at Siri kan håndtere mere krævende opgaver, når du stiller dine spørgsmål.

ChatGPT abonnement — Åbn op for mere avanceret opgaver

Med et ChatGPT-abonnement kan din iPhone bruge de mest kraftfulde funktioner endnu hyppigere.

Din iPhone fungerer med ChatGPT på en måde, som bevarer din anonymitet.

Du har kontrollen, Du bestemmer, hvad du deler med ChatGPT, og du kan altid slå ChatGPT fra i Indstillinger > Apple Intelligence > ChatGPT, flyt her til skift tasten brug ChatGPT, og sørg for at den er slået fra.

Brug af ChatGPT uden en konto

Hvis du ikke logger ind på ChatGPT, er dine anmodninger anonyme og vil ikke blive brugt til at forbedre modeller for Open AI.

Så det er helt op til dig selv, om du ønsker at logge ind med din OpenAI konto i forbindelse med Apple Intelligence.

Brug af Apple Intelligence uden ChatGPT — Har det nogen form for betydning?

Måske spørger du dig selv, om du behøver at bruge ChatGPT sammen med Apple Intelligence, og om det har nogen betydning?

Du behøver ikke at bruge ChatGPT med Apple Intelligence, men det vil betyde, at du ikke får fuld adgang til avanceret opgaver, som ChatGPT i samspil med Apple Intelligence kan udføre for dig.

Hvis funktionen ikke bliver slået til, så kan du ikke sende anmodninger til ChatGPT i understøttede funktioner, herunder Siri, Skriveværktøjer og Visuel intelligens.

Siri — Ny aktiveringslyd og animation, og Skriv opfølgende spørgsmål til ChatGPT

Som altid, aktiverer du Siri, som du plejer at gøre, men du vil sandsynligvis bemærke, at der nu leveres en ny Siri-animation og lyd, som kun gør sig gældende, når Apple Intelligence er slået til.

Du kan også trykke to gange på bunden af iPhone-skærmen for at skrive til Siri. Jeg har ikke kunne få denne bevægelseskommando til at virke med VoiceOver, men jeg kan bekræfte, at det virker, når VoiceOver er slået fra.

Aktivering af Skriv til Siri med VoiceOver

Det er heldigvis muligt at aktivere Skriv til Siri med en berøringsbevægelse, da Apple har sørget for at tilføje en ny standard berøringsbevægelse til VoiceOver, som aktivere Skriv til Siri.

Skubber du nedad med fire fingre, vil du bemærke, at Skriv til Siri aktiveres, hvorefter du kan skrive din ønskede forespørgsel.

Bemærk, hvis du tidligere har ændret denne berøringsbevægelse, så den udfører en anden handling, så vil det ikke gøre sig gældende. Her skal du enten nulstille berøringsbevægelsen til sin standard, eller vælge, at Skriv til Siri kan aktiveres med en anden berøringsbevægelse.

Hvis du gerne vil indstille Skriv til Siri, så funktionen aktiveres med en anden berøringsbevægelse, skal du gå i Indstillinger > Tilgængelighed > VoiceOver > Kommandoer > Berøringsbevægelser, vælg herinde den bevægelse, som du gerne vil bruge til at aktivere Skriv til Siri.

Slå Skriv til Siri bevægelsen fra

Ønsker du ikke at bruge bevægelsen, hvor du kan trykke to gange i bunden af iPhone skærmen, hvor Skriv til Siri aktiveres, så kan du slå denne handling fra.

Du skal gå ind i Indstillinger > Apple Intelligence & Siri > Tal og skriv til Siri, flyt herinde ned til skift tasten Skriv til Siri, og sørg for den er slået fra.

Fremover, når du trykker to gange i bunden af iPhone skærmen, så vil Skriv til Siri ikke aktiveres

Siri levere forbedret intelligens

Siri er også blevet en anelse klogere, og ved nu meget om Apples produkter. Du kan spørge Siri om, hvordan man f.eks. tager et skærmbillede på din iPhone eller Mac, og herved modtage svar på denne forespørgsel.

Hvis Siri ikke har mulighed for at svare på et spørgsmål, får du muligheden for at sende spørgsmålet videre til ChatGPT i stedet for en almindelig internetsøgning. Personligt synes jeg, at denne mulighed er meget brugbar, da det forøger produktiviteten, hvis du ønsker mere nøjagtighed til dine spørgsmål.

Skriveværktøjer — Udfør korrektur læsning, gør tekst mere venlig eller professionel med simple trin

Næsten alle steder på din iPhone, hvor du kan indtaste tekst, kan du aktivere skriveværktøjet.

Du kan få udført korrekturlæsning, så din tekst bliver mere læsbar.

Tekst kan også omskrives for at få en ny variation.

Der er genveje til omskrivning af tekst, så den kan blive mere venlig eller professionel i sit udtryk. Vælg også at lave et resume over skrevet tekst, lave en liste over de vigtigste punkter, eller en almindelig liste, eller endda også en tabel.

Skriveværktøjet kan skrive tekst for dig

Din iPhone kan også skrive teksten for dig, f.eks. en venlig tilbagemelding til en kunde i en mail, eller hvis teksten skal fremstå meget venlig, selvom du måske får den skrevet i et frustrerende øjeblik, hvilket kan hjælpe ret så meget, da du vil fremstå venlig i din skrivestil.

Hvis du gerne vil lave et tekststykke ved at skrive hvad teksten skal indeholde, skal du flytte til tekstfeltet, beskriv din ændring. Skriv hvad tekststykket skal indeholde, og tryk herefter på send-knappen, hvorefter Apple Intelligence begynder at omskrive tekst for dig.

Et eksempel på noget tekst, som jeg har fået lavet af skriveværktøjet, er følgende:

Kom og vær med til at fejre min datter Almas fødselsdag! Vi holder en hyggelig fest, og vi vil elske at have dig med. Detaljerne følger snart, men sæt allerede nu kryds i kalenderen!

Selv synes jeg det er praktisk i visse situationer, da det sparer noget tid, når en invitation f.eks. skal sendes ud.

Hvis Apple Intelligence ikke kan komme med forslag i sin omskrivning af tekst, så får du mulighed for at gøre det med ChatGPT, hvilket i de fleste tilfælde virker fornuftigt.

Brug af skriveværktøjet med VoiceOver

For at få adgang til skriveværktøjet med VoiceOver, skal du være placeret på et tekstfelt, roter to fingre med eller mod uret, stop når rotoremnet rediger er valgt. Stryg nu nedad eller opad med en finger, og stop, når redigeringsemnet skriveværktøjer er valgt, udfør nu et dobbelttryk, hvorefter skriveværktøjet vil åbne. Herefter kan du foretage de opgaver, som du ønsker skriveværktøjet skal udføre.

Opret resume over en artikel eller mail — Få indblik i et længere tekststykkes indhold

Du kan hurtigt få en opsummering af en lang artikel ved at oprette et resume på en side i Safari. Funktionen er også indbygget direkte i Mail-appen.

Oprettelse af et resume

Hvis der er en artikel eller mail, du gerne vil se et resume over, skal du sørge for at artiklen eller mailen, der skal oprettes resume over, vises på din iPhone. Flyt nu til knappen opret resume, dobbelttryk på emnet, hvorefter Apple Intelligence vil oprette et resume for dig.

Bemærk, at opret resume-knappen, vil kunne lokaliseres øverst i skærmbilledet i Safari, gælder det for mail, så vil den vises efter knappen til at se den forrige besked, når du har åbnet en mail.

Brugbart til hurtige overblik og nedskrivning af noter

Selv finder jeg oprettelse af et resume særdeles praktisk, når jeg læser længere tekster, så kan jeg hurtigt danne et overblik over artiklens indhold.

Samtidig gør det, at noter kan skrives ned i et dokument.

Genmoji — Skab dine egne personlige emojis

Med Genmoji kan du nu skabe dine egne personlige emojis ved at kombinere eksisterende symboler eller tilføje korte beskrivelser. Funktionen giver desuden mulighed for at tilpasse Genmoji med personer fra dit fotobibliotek samt udtryk og personlige træk.

De færdige Genmoji kan bruges som almindelige emojis, indsættes i beskeder, anvendes som Tapback-reaktioner eller deles som klistermærker.

Genmoji-funktionen laver automatisk en række variationer, du kan flytte mellem, også når VoiceOver er slået til.

Oprettelse af Genmoji med VoiceOver

Hvis du gerne vil lave din egen emoji, skal du sørge for at tastaturet er vist på din iPhone, tryk på emoji-tasten (placeret til venstre for mellemrumstasten) og flyt til Genmoji, der kan lokaliseres øverst til højre i emoji-tastaturet, dobbelttryk efterfølgende på Genmoji.

Sørg for at du har aktiveret tekstfeltet beskriv en Genmoji, og skriv dit forslag til en emoji, du gerne vil bruge, afslut ved at trykke på ok-tasten i tastaturet. Der vil blive vist nogle forslag, jeg oplever dog, at der ikke altid bliver vist forslag, så prøv dig lidt frem her.

Når du har fundet den emoji, som Genmoji har oprettet for dig, skal du afslutte ved at trykke på ok-knappen øverst i skærmbilledet.

Image Playground — Skab genereret billeder, som du ønsker de skal vises

Med iOS 26.1, har din iPhone modtaget en ny app, som er en del af Apple Intelligence funktionerne, den hedder Image Playground, men læses op som Playground af VoiceOver.

I appen Image Playground kan du bruge Apple Intelligence til at kombinere begreber, tekstbeskrivelser og personer fra dit fotobibliotek, så der oprettes billeder på få sekunder.

Tilpas et billede ved at vælge foreslåede temaer, kostumer, tilbehør, og meget mere.

Tilføj personer fra dit fotobibliotek, og tilpas billedet med udtryk eller personlige egenskaber.

Tilpas også et billede med en stilart, eller beskriv din egen stil med nogle få ord i ChatGPT.

AI-Baggrund med iMessage — Tilpas og opret en personlig designet baggrund

Du kan bruge Apple Intelligence til automatisk at skabe en AI-baggrund for dig i iMessage-beskeder.

Hvis du ønsker at skabe din egen AI-baggrund, skal du trykke på kontaktnavnet i beskeden, flyt her ned til baggrund-knappen, og vælg emnet ved at dobbelttrykke med en finger.

Flyt nu ned til Playground, og dobbelttryk med en finger for at aktivere emnet. Herefter vil det så være muligt og skabe din egen baggrund vha. Image Playground.

Når du har oprettet din egen AI-baggrund med Image Playground, og den er blevet indstillet, så vil den anden brugere bemærke, at baggrunden også er valgt for vedkommende.

Visuel intelligens — Gør dig klogere på forskellige objekter i dine omgivelser med iPhone kameraet

Har du en iPhone med en knap til kamerabetjening, kan du bruge Apple Intelligence til udførelse af visuel intelligens for dig.

Tryk og hold på kamerabetjeningsknappen for at starte visuel intelligens.

Er der et objekt, du gerne vil vide mere omkring, kan du flytte ned til emnet, tag et foto, hvorefter visuel intelligens hjælper med at udføre opgaven for dig.

Eksempler, hvor visuel intelligens kan gøre en forskel

Jeg stod foran en stander, da jeg var en tur i fitnesscentret, hvor jeg anvendte visuel intelligens til hjælp, Her blev jeg informeret om, at der stod følgende:

Fitness- & sundhedshus

I år får vi denne lækre julemenu fra restaurant Over Middel:

For Seniorclubben i holdsalen i Fit&Sund Hedensted

DRIKKEVARER, TALLERKEN, BESTIK OG GLAS MEDBRINGES

Julefrokost 2025

Price: 225,-

Tirsdag den 2. december kl. 12:00

Vi hygger os rigtigt meget.

Vi spiser, drikker, snakker, griner og får måske også en snaps.

Fit&sund

Efter denne tekstregistrering, havde jeg mulighed for at føje denne begivenhed til min kalender, vha. emnet føj til kalender, virkelig smart.

Et andet eksempel, hvor visuel intelligens er praktisk, er hvis du ønsker viden om et objekt, så kan du spørge ind til det med ChatGPT, og modtage information om det.

Du har også mulighed for at foretage en billedsøgning vha. Google, hvilket min kæreste ser som en praktisk funktion for hende.

Peger du din iPhones kamera mod et dyr eller en plante, mens visuel intelligens er aktiveret, så vil du få en knap vist for mere information.

Du kan også bruge visuel intelligens på et skærmbillede for at få information om noget, du ser på din iPhone, f.eks. et billede på Facebook.

Opret egne minder — Apple Intelligence samler minder for dig

Du kan nu oprette dine egne \’Minder\’ ved at beskrive det, du gerne vil lave et minde om, og Apple Intelligence samler automatisk dit nye minde.

Du kan redigere et billede og trykke på \’Visk ud\’ for at fjerne ting i baggrunden. Funktionen identificerer selv personer og objekter, som du kan fjerne.

Selv har jeg ikke erfaring med denne funktion, og tænker heller ikke, der er de største muligheder for tilpasning af mindet, når det drejer sig om redigering med VoiceOver.

Opsummering af notifikationer –Smart og Produktiv intelligens

Din iPhone kan også opsummere notifikationer, automatisk kategorisere påmindelser og lade Focus-funktionen selv vurdere, om du skal forstyrres.

Det kan være praktisk, at Apple Intelligence kan hjælpe med at vurdere, hvornår dine notifikationer skal leveres, og hvornår det ikke er et passende tidspunkt for dig.

Siri læser opsummering af notifikationer op for dig

Når du modtager notifikationer, f.eks. en besked, så vil Siri kunne læse en opsummering af beskedens indhold op.

Det giver et indblik i, hvad beskedens primære indhold består af.

Har du dine AirPods tilsluttet, så kan du samtidig nikke (kræver AirPods 4, AirPods Pro 2 og 3) eller sige ja, så vil Siri herefter læse hele beskedens indhold op for dig.

Konklusion

Med den nyeste opdatering til iOS 26.1 får vi en spændende serie af Apple Intelligence-funktioner, som virkelig strækker grænserne for, hvad vores Apple-enheder kan gøre for os i hverdagen. Jeg er især begejstret for de nye visuelle intelligensfunktioner og forbedringerne i skriveværktøjet, som begge bidrager til en mere interaktiv og forståelig brugeroplevelse.

Forestil dig, at du kan pege din telefon på et hvilket som helst skilt, og straks få teksten omdannet til noget, du kan læse, redigere eller føje til din kalender takket være de avancerede visuelle intelligensfunktioner. Skriveværktøjet kan gøre tekst mere personlig, hvilket gør det nemmere og hurtigere at formulere præcis det, du ønsker at udtrykke, uden de irriterende fejl, vi alle kender.

Disse AI-funktioner med Apple Intelligence er ikke bare smarte — de kan gøre en enorm forskel i hverdagen, især for studerende eller folk i travle arbejdsmiljøer, hvor hurtig adgang til information og effektiv kommunikation er nøglen.

Men det, der virkelig gør mig begejstret, er, hvordan disse nye AI-funktioner med Apple Intelligence er tilgængelig for VoiceOver-brugere. Uanset om det handler om at forbedre visuel forståelse eller forenkle skriveprocessen, giver disse nye værktøjer en håndsrækning, der kan hjælpe alle brugere med at engagere sig mere fuldt ud med verden omkring dem.

Apples dedikation til at inkludere funktioner, der kan bruges af alle, viser hvor meget de bryder sig om at gøre deres teknologi nyttig og sjov for enhver bruger. Med iOS 26.1 bliver det ikke bare lettere at bruge din enhed; det bliver også mere spændende at udforske, hvad den kan gøre med VoiceOver.

Alt i alt tror jeg, at disse funktioner med Apple Intelligence vil ændre måden, vi interagerer med vores enheder på – og med verden. Det er en spændende tid at være Apple-bruger på, fuld af muligheder for at opdage og opleve nye ting hver dag.

Dette indlæg blev udgivet i IOS. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *