Facebooks fjollerier

I dette ret korte indlæg vil jeg blot fremhæve min seneste problematik med Facebook, som samlet set tog lidt over 76 timer at få afklaret.

Det hele startede en søndag aften (4. maj 2014), hvor jeg ville forsøge at finde ud af om en bekendt fra min fortid var på Facebook. Da vedkommende har et ret udbredt navn, ville jeg søge efter en mailadresse, som jeg havde adgang til.
Første problem:
Facebook brød sig ikke om, at jeg søgte efter mailadresser, og derfor blev jeg smidt udenfor døren i 24 timer.
Man undres, men jeg havde også andet at se til, så 24 timer skulle nok kunne bruges uden Facebook og lignende tidsfordriv.

Well, mandag kom og mandag aften oprandt, igen var det tid til at kigge på Facebook.
Anden problematik:
Forsøg ikke at logge på fra mobilsiden.
Fordi jeg er blind anvender jeg mobilsiden til Facebook, fordi denne er mere overskuelig for mig at bruge. Andre bruger sandsynligvis den ordinære facebook-side. Men som denne er opbygget på dette tidspunkt for dette indlæg har jeg vurderet, at jeg lige nu er ok tilfreds med mobilsiden. Men lad det være understreget: Det er en smagssag.

Som følge af, at jeg før har logget ind på mobilsiden forsøgte jeg mig også ad denne vej. Det resulterede i at jeg skulle skrive to ord, som kunne ses på et billede. Ikke så let, når man som jeg, kun kan se dagens lys og nattens mørke. Hvad skulle jeg gøre?
Jeps, logge ind på den almene Facebook-side. Som sagt så gjort:
Det viste sig at være en dårlig idé, da jeg ikke havde været i stand til at se billedet fra før, var jeg igen låst ude fra Facebook i endnu 24 timer.

Tirsdag kom, og nu begyndte desperationen faktisk at melde sig lidt. Ikke at jeg er voldsomt afhængig af Facebook, men fordi det pludselig gik op for mig, at jeg havde nogle ret vigtige kontakter, som jeg ikke kunne få fat i, fordi jeg kun normaltvis kontaktede dem ad den vej. En af disse personer ventede en ret vigtig besked fra mig, så jo; jeg kunne godt mærke, at der skulle ske noget.
Tirsdag aften kom, og jeg loggede på den almene Facebook-side med den overbevisning om, at denne gang ville det gå som smurt.
Tredje problematik:
Facebook bruger forskrækkelige captchas (beklager hvis dette er stevat forkert).
Disse captchas er billeder, som er gjort besværlige at læse, så programmer og lignende ikke kan oprette konti på Facebook. Det er en tendens, som desværre er vokset meget på internettet de senere år. Der er mulighed for, at man som blind eller svagtsynet kan udfordres med en lydcaptcha. Men her må jeg personligt sige, at det er meget varierende. Nogle steder er disse lydbilleder til at klare, mens de (som hos Facebook) praktisk talt er umulige at aflytte. Jeg forsøgte med syv til otte forskellige udfordringer, og ingen af dem blev korrekt løst. Så jeg opgav.
Da jeg opgav at løse udfordringen besluttede jeg mig for at forsøge at være lidt snedig, så jeg ikke risikerede at min konto igen blev lukket. Jeg ville låne en person, som havde et sæt øjne, der kunne aflæse den captcha, som jeg ikke selv kunne høre. Desværre kunne jeg ikke få fat i øjne før senere. Derfor trykkede jeg på “Log af” i håbet om, at nu måtte det lykkes.
Kan du gætte resultatet?
JEPS: Facebook smækkede døren i synet på mig for tredje gang i træk!

Onsdag kom, og onsdag var en lang dag, så der magtede jeg ikke at se på opgaven.

Torsdag kom, og torsdag eftermiddag (8. maj 2014) klokken 17:00 fik jeg låst døren op til Facebook med et par øjnes hjælp.

Min konklusion: Det må og skal på ingen måde være så træls (man er jo vestjyde) at genåbne sin Facebook som synshandicappet. Jeg foreslår, at man i stedet laver en gåde, som man skal løse i tekst. Jeg har set op til flere af disse. Her får man et spørgsmål, som erstatter det ulæselige billede. Et sådant kunne lyde:
3 + 10
hvorefter man skriver facit i feltet og så er der ikke mere bøvl der.

Kommentarer

Dette indlæg blev udgivet i Thomas Byskov Dalgaards personlige indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *