De nye køreplaner og busruten der forsvandt

Så skete der noget spændende: Dags dato (15. december 2013) udgav man nye køreplaner for både tog- og busdrift. Det plejer ikke at være så slemt at finde de rettelser, som man søger. Men i mit tilfælde var der et par uforudsete ting, som gjorde disse køreplaner til lidt af et kaos.

Jeg er en flittig bruger af Rejseplanen.dk skønt jeg oftest har brugt Rejseplanens mobilside da denne har været mere overskuelig for mig.

Så begyndte det at blive sjovt. Jeg kunne nemlig godt finde langt størstedelen af de ruter, som jeg oftest har brug for, altså lige til jeg skulle finde den busrute, som jeg oftest benytter: Nemlig min bustur til og fra Nørre Nissum seminarium. Den var ikke til at finde på nogle af de ovenstående sider.

Nu vel, jeg bryggede en kande kaffe og gik ind på DSB.dk her var resultatet desværre det samme.

Nå, det var jo også formiddag. Klokken var højst elleve, så det kunne jo være, at det ville komme senere på dagen… Det var i hvert fald min tanke. Derfor lod jeg køreplan være køreplan, og begyndte at kigge på andre ting.

Nu er klokken omkring 21:00, og stadigvæk intet nyt om den forsvundne busrute. Som sidste udvej besøgte jeg så midttrafik.dk og fik hentet køreplanen ned på min computer. Næste problem var så, at den ikke var helt let at orientere sig i, så derfor sendte jeg den gennem en konvertering hos tjenesten robobraille som plejer at være det værktøj, som har hjulpet mig, når alt andet glippede.

Her var dog desværre en opgave, som selv Robobraille ikke magtede at konvertere- i hvert fald så jeg kunne forstå meningen med køreplanen. Nu har jeg ikke flere ideer til, hvordan jeg kan få min forsvundne busrute at se. Har du nogle ideer, så hører jeg gerne fra dig. Jeg tænker ikke på, at du skal fortælle mig, hvornår busserne kører fra A til B, men mere om det er muligt at finde en anden vej til denne information. Lige nu glæder jeg mig kun over, at jeg ikke har brug for busruten i morgen, da der står praktik på mit skema, og derfor skal jeg helt andre steder hen. her er køreplanerne heldigvis til at se og læse via Rejseplanen. :-)

Jeg håber at informationerne snart er til at finde på Rejseplanen. Lad mig her til sidst understrege, at det er yderst sjældent, at jeg har haft problemer med at finde busruter. Sidst jeg ikke kunne finde en rute, som skulle eksistere var tilbage i 2008, så forhåbentligt bliver det rettet. Men det giver alligevel et lille sug i maven, når informationer, som før var frit tilgængelige, pludselig er borte med blæsten.

Kommentarer

Dette indlæg blev udgivet i Thomas Byskov Dalgaards personlige indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *