Bop It XT

Lyt til anmeldelse af Bop it XT

Introduktion, hvad er Bop It.

Bop It er et engelsktalende håndholdt spil, hvor man ganske enkelt skal gøre hvad maskinen siger. Der sidder en masse knapper og håndtag på maskinen som jeg vil beskrive længere nede, som man skal trykke på, dreje på og hive i indenfor en bestemt tidsbegrænsning. Mens spillet råber diverse kommandoer bliver der spillet noget musik, hvor man så helst skal holde sig indenfor rytmen. Hvis man ikke når at trykke på noget inden rytmen er spillet, så er det “game over.” Spillet går hurtigere og hurtigere, og bliver svære og svære. Det lyder umiddelbart meget simpelt, men bare vent til du selv prøver…

Spillet har fire forskellige game modes, så man både kan spille mod maskinen, men også mod flere spillere på samme tid. Sagt på en anden måde: Et underholdningsspil til hele familien, som tester ens reflekser.

Det unikke ved Bop It er, at da spillet udelukkende er lydbasseret, så kan blinde og seende spille på ligefod med hinanden. Der findes ikke mange spil hvor dette er muligt. Hasbro der har lavet spillet siger at spillet kan spilles af børn fra otte år og opefter. Spillet er ikke barnligt, så jeg vil mene, at man ikke kan blive for gammel til at spille en omgang Bop It.

Hvordan Bop It XT kom til Danmark.

Jeg havde hørt om Bop It spil fra andre synshandicappede i udlandet siden omkring år 2003. Jeg ville meget gerne have fingrene i sådan et spil, men kunne ikke finde nogle steder her i landet hvor man kunne købe dem. Der gik mange år uden at jeg gjorde noget ved det, men bare fulgte med i udviklingen i disse spil. Ved en tilfældig søgning på Google fandt jeg frem til, at siden “gadgets.dk” faktisk solgte spillet for et par år siden. Jeg kontaktede dem, skrev jeg er blind og var meget interesseret i at købe spillet, hvis de altså havde mulighed for at få dem hjem igen. Jeg modtog et svar hvor de henviste til et andet spil som man ikke kan spille som blind, da man skal trykke på nogle lysende knapper. Jeg svarede tilbage og gjorde dem igen opmærksom på at jeg er blind, og kan derfor ikke spille spillet de henviste til. Jeg har ikke hørt fra dem siden.

En dag i år 2013 (i skrivende stund for ca. en måned siden) opdagede jeg ved en tilfældig Google søgning siden “bozz.dk” En spændende hjemmeside der sælger gamle brugte spillekonsoller og mange forskellige gamle brugte spil. Siden er især interessant fordi de skriver, at man er meget velkommen til at kontakte dem, hvis man søger et spil som man ikke kan finde andre steder. Så det gjorde jeg. Jeg skrev til dem, skrev at jeg er blind og forklarede dem lidt om Bop It spillene, hvilken model jeg var interesseret i at få fingrene i, og at dette spil kan spilles på ligefod med seende, og jeg derfor tror at andre blinde her i landet også ville være interesseret i dette spil.

Der gik ikke lang tid så havde jeg svar fra dem. De kunne bestille spillet til 350 kr, hvilket jeg naturligvis hurtigt svarede et stort og glad “ja” til. Det skal lige nævnes at prisen kan variere, da spillet bliver importeret fra udlandet. Der gik et par uger, så kom spillet med posten.

Tusind, tusind tak til bozz.dk for de ville importere spillet her til danmark. Jeg håber der er flere end mig der ønsker at købe dette spil.

Spillets design.

Det er svært at forklare præcist hvordan spillet ser ud, men jeg vil gøre mit bedste.

Spillet er rundt, på størrelse med en tallerken. Det er formet som et S, eller mere præcist, som rattet i en bil. Materialet er af plastic, og lavet ret robust.

Spillet består af følgende engelske ting:

Bop it:

En stor rund knap i midten af maskinen. Er kubbel formet.

Pull it:

Et håndtag man skal gribe om med hånden, som har en fjidder der skal hives ud af maskinen. Når håndtaget slippes, ryger det automatisk på plads igen.

Twist it:

Et rundt håndtag man skal gribe om med hånden, og dreje enten med uret eller mod uret. Det gør ingen forskel hvilken vej håndtaget drejes. En fjiddermikanisme gør at håndtaget drejes til nul-punktet igen når det slippes.

Flick it:

En rund stang der peger skråt ud fra maskinen med to gribere, så fingeren ikke smutter ved aktivering af stangen. Stangen skal vrikkes enten mod højre eller venstre. Den er designet sådan, så man blot kan bruge en enkelt finger til at rykke stangen med, eller man kan tage fat i den med en finger på hver side.

Spinn it:

Et hjul der stikker ud af maskinen med tydeligere gribere så fingeren ikke smutter når man drejer på hjulet. Kan enten aktiveres ved at sætte håndfladen på hjulet, eller blot med en finger.

Firkantet knap der kan trykkes ind og ud på siden af maskinen:

Bruges til at slå shake it (ryste funktionen) til og fra med. På min Bop it sidder knappen meget løs når den er trykket ud og aktiveret, men bare rolig, den falder ikke ud, selv om det føles sådan. Der høres to forskellige lyde ved aktivering og deaktivering af Shake it funktionen.

Hovedtelefon jack:

Bruges til hovedtelefoner eller eksterne højtalere.

Højtaler:

Rund hullet område på siden af maskinen, hvor lyden kommer ud af.

Reset knap:

En mikroskobisk knap der er meget svær at mærke tæt på hovedtelefon stikket som bruges til at nulstille highscore på maskinen. Der kræves en kuglepen eller lignende til nulstilling.

Batterilåg:

Flad firkantet batterilåg der kræver en lille almindelig skruetrækker (ikke en stjerneskruetrækker.) Maskinen kræver to tribble A batterier.

OBS: Vær opmærksom på at som blind kan det være svært at finde det rigtige hul hvor skruen til batterilåget sidder. Batterilåget kan skubbes en millimeter, hvilket både kan høres og føles. På denne måde kan man hurtigt finde ud af om det er batterilåget man har fat i. I den ene ende af batterilåget, meget tæt på Bop it knappen, er der et hul med et hul formet som en halvcirkel udenom. Dette hul er til skruen der holder fast på batterilåget.

Placering af diverse objekter:

Spillet er designet sådan, så det kun kan holdes i lodret stilling ved brug. Lægges spillet på et bord, vil den ligge og vippe på Bop it knappen, hvilket gør det umuligt at spille spillet. Tro mig, jeg har prøvet.

Spillet kan holdes på fire forskellige måder. Der er muligvis flere måder at holde det på, men jeg har kun fundet fire forskellige måder ved effektiv brug. Jeg kan ikke finde nogle steder hvor en “rigtig” måde at holde spillet på bliver beskrevet, så jeg vil nøjes med at beskrive denne måde som jeg finder mest naturlig.

Hold spillet på højkant eller i lodret stilling, så Pull it håndtaget peger nedad i højre side. Holdes spillet sådan, vil diverse knapper og håndtag sidde følgende steder:

Pull it: Peger nedad i højre side, skal bruges med højre hånd.

Twist it: Peger opad i højre side. Skal bruges med højre hånd.

Flick it: Peger skråt opad i venstre side. Skal bruges med venstre hånd.

Spinn it: Peger nedad i venstre side. Skal bruges med venstre hånd.

Bop it: Sidder i midten af maskinen, og kan både aktiveres med højre og venstre hånd.

Firkantet knap til aktivering og deaktivering af Shake it: Sidder inde i midten af maskinen på siden af Bop it knappen, og peger mod venstre.

Højtaler: sidder inde på midten af maskinen ved Bop it knappen og peger mod højre.

Reset knap: Sidder meget tæt på højtaleren og peger lidt nedad.

Hovedtelefon stikket: Peger skråt nedad.

Holde spillet i begge hænder:

Der er nærmest to håndtag på spillet som gør, at man skal holde det i begge hænder. Ved brug, skal man nærmest skifte spillet skiftevis fra højre mod venstre hånd, alt efter hvilken hånd man skal bruge til at udføre kommandoen.

Håndtagenes funktioner udenfor spillet:

De fleste håndtag har også funktioner udenfor spillet:

Pull it: Bruges til at tænde for spillet med samt vælge game mode. Dette er en kæmpe fordel, så spillet ikke bliver aktiveret i en taske, kuffert eller lignende.

Flick it: Bruges til at vælge sværhedsgrader. OBS: Der er kun låst op for en sværhedsgrad i starten, så derfor bliver spillet ved med at sige “novice” hvis andre ikke er låst op.

Spinn it: Bruges til at justere lydstyrken. Der er tre trin: Quiet, loud og blasty.

Bop it: Starter spillet når man er klar. Spillet slukker selv hvis der ikke trykkes på noget med beskeden: “I’m going to sleep.”

Game modes.

Spillet har fire forskellige gamemodes: Solo, Pass it, Party og One on one.

Solo:

Det almindelige Bop it spil, beregnet til 1 spiller, hvor det gælder om at gøre hvad spillet siger. Spillet går hurtigere og hurtigere med musik i baggrunden, som er med til at gøre en stresset. Når spillet er færdig, får man at vide hvor mange point man har scoret. Pointsystemet er meget enkelt: Du får et point per kommando du udføre. En enkelt forkert kommando, og du er “game over.” Spillet afsluttes med en række forskellige underholdende kommentarer.

Pass it:

Beregnet til to spillere eller flere. Spillet køre i samme hastighed hele tiden. Spillet giver et tilfældig antal kommandoer, hvor den pludselig siger “Pass it,” spiller en kort melodi og så er det bare med at aflevere spillet videre til den næste spiller. Dette kan dog være svært at gøre hvis to eller flere blinde spiller spillet. Man skal aflevere spillet så hurtigt, så modstanderen næsten ikke kan nå at gribe fat i spillet før det er for sent. I denne tilstand gælder det ganske enkelt om at holde den kørende, indtil en af spillerne mister koncentrationen. Når dette sker er der kun en taber, og de andre har vundet.

Party:

Næsten samme koncept som Pass it, dog med en del udvidelser: Spillet går hurtigere og hurtigere. Bop it kommandoen bliver ofte udskiftet med kommandoer som “hip (hofte,” “Sholder (skulder),” “knee (knæ)” og andre kropsdele, hvor det gælder om at aktivere Bop it knappen med den nævnte del af kroppen. Ganske udfordrende skulle jeg måske lige nævne. Jeg skal måske lige advare imod at sparke maskinen ud i rummet når den råber “foot (fod).” Jeg har svært ved at forestille mig denne tilstand blive spillet i flere timer til en fest uden et smadret Bop it spil bagefter.

One on one:

Beregnet til to spillere. to spillere griber fat i hver sin side af spillet. Spilleren der har Pull it og Twist it er den gule farve (yellow,) og spilleren der har fat i Flick it og spinn it er den grønne farve (Green.) Når spillet råber “Bop it,” skal begge spillere kæmpe om hvem der er hurtigst på hver sin Bop it knap i midten. Hvis man holder Bop it spillet på højkant så Pull it og Twist it vender ind mod maven, så er den grønne Bop it knap til venstre og den gule til højre. Den der først score fem point har vundet. Noget ganske unikt ved denne tilstand er, at begge spillere kan tabe.

Sværhedsgrader.

Der er fire sværhedsgrader i Bop it XT: Novice, Expert, Master og Pro. I Bop it XT bliver den næste sværhedsgrad låst op når man score 100 point i Solo mode. Det vil sige at score man 100 point i Novice, så bliver sværhedsgraden Expert låst op. Den maksimale highscore er 250 point, som man kan arbejde på efter man har låst en sværhedsgrad op.

Forskellen på disse sværhedsgrader er følgende:

Novice: Kommandoerne bliver sagt med tale, og håndtagene bliver nævnt ved deres navne.

Expert: En blandning af håndtagenes benævnelse med ord og lyde. Lydene passer sammen med de lyde spillet giver fra sig ved brug af håndtagene.

Master og Pro: Spillet bliver svære og svære, hvor kommandoerne bliver en blanding af farver og lyde.

Farver.

Følgende farver passer til følgende håndtag:

Sort (black): Bop it.

Gul (Yellow): Twist it.

Blå (Blue): Pull it.

Grøn (Green): Flick it.

Orange: Spinn it.

Lilla (Purble): Shake it.

To versioner af Bop it XT.

Der findes to versioner af Bop it XT: En med microfon og en uden. Den med en micrfon har en microfon hvor funktionen “Shake it” er udskiftet med kommandoen “shout it.” Min udgave af spillet er uden microfon, men med kommandoen “shake it.” Jeg har ikke set versionen med “shout it” kommandoen, men så vidt jeg kan forstå på diverse anmeldelser, så bruges knappen som på min aktivere og deaktivere shake it funktionen til aktivering og deaktivering af mikrofonen på den anden model. Så vidt jeg har kunnet læse mig til, så er forskellen på disse to maskiner ganske enkelt, at den ene har en shake it funktion, og den anden har en shout it funktion. Så vidt jeg ved bliver dette ikke oplyst ved køb, hverken på de engelske sider eller den eneste danske side jeg kender, hvilket undre mig en smule. I skrivende stund er det meget lidt information man kan finde angående dette på nettet.

Køb af spillet.

Spillet kan købes her i Danmark på siden: “Bozz.dk” Til en pris af 350 kr. OBS: Denne pris er kun vejledende, da spillet bliver importeret.“Direkte link til spillet på hjemmesiden”

OBS: Bruger man en skærmlæser skal man være opmærksom på at køb fra siden kan være en smule besværligt. Firmaet er blevet gjort opmærksom på dette, men kan ikke gøre noget ved problemet, da det er udbyderen af hjemmesiden der står for design af indkøbskurven.

Her kommer en kort vejledning til hvordan man kan købe Bop it spillet, eller andre produkter fra siden:

1: Gå ned til der hvor man kan vælge antal af produktet der skal tilføjes til indkøbskurven, og vælg knappen tilføj til indkøbskurven.

2: Find linket “Indkøbskurv,” som ved brug af en skærmlæser ligger nedenunder udvalgte anmeldelser af hjemmesiden.

3: Når linket Indkøbskurv er aktiveret, kommer der en tabel frem hvor indkøbskurven bliver vist. Find her linket “Til kassen.”

4: Indtast de relevante informationer i boksene. Dette er lige til. OBS: Trykkes der tab mellem skrivefelterne, bliver disse muligvis ikke læst op. Brug i stedet piletasterne eller andre læsefunktioner i din skærmlæser.

5: forsendelse: Valg af forsendelse med eller uden omdeling. Dette skærmbillede er det mest forvirrende med en skærmlæser, og her skal man lige holde tungen lige i munden:

Ønsker man med omdeling, vælges den første checkbox, og derefter en beskrivelse af hvor Post Danmark må sætte pakken.

Ønsker man uden omdeling, vælges checkbox nummer to.

Så vidt jeg kan se, så bruges nummer tre til ekstra valg af tillæg fra Post Danmark.

Nummer fire bruges, hvis man ønsker at afhente pakken på firmaets adresse.

Hold øje med om du har valgt det rigtige under forsendelse til sidst i din ordre inden du trykker på køb.

6: Indtastning af betalingsoplysninger: Dette skærmbillede kan også virke lidt forvirrende i starten med en skærmlæser. Ønsker man at bruge dankort eller anden form for betalingskort, vælges checkbox nummer to. Den første bruges til bankoverførsel.

Konklution.

I starten var formålet med dette blog indlæg blot at forklare hvad Bop it spillet er, hvordan det fungere og hvorfor jeg synes det er et fantastisk spil til blinde. Mens jeg sad og skrev disse beskrivelser, slog det mig, at så vidt jeg ved, så er dette blog indlæg i skrivende stund den eneste længere beskrivelse af spillet der er skrevet på dansk. Dette var en af grundene til at jeg fik lyst til at gå mere i detaljer om hvordan spillet fungere. Grunden til min så grundige beskrivelse er, at inden jeg selv fik spillet i hænderne, irriterede det mig, at jeg ikke kunne finde nogen særlig grundig beskrivelse af spillet nogle andre steder. Derfor havde jeg meget svært ved at forestille mig hvordan spillet så ud, inden jeg modtog mit eget spil med posten. Det tog mig noget tid for at finde ud af hvordan man skulle holde spillet i hænderne.

Jeg håber du som læser har fået noget ud af at læse min grundige beskrivelse af spillet. Har du spørgsmål, ris eller ros eller ligger du inde med viden som ikke er nævnt i dette blog indlæg, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Kilde:“Link til Bop it på Wikipedia, på engelsk.”

Afspil

Kommentarer

Dette indlæg blev udgivet i audio, Diverse, Søren Jensens personlige indlæg. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *